Hæder og Ære

1. - 5. Juli 2025

Storæterne

Efter kongens fald ved Mordreds hånd for lidt over 100 år siden, blev Albions storæter forvaltere for hver deres del af riget. I begyndelsen regerede storæterne i fællesskab riget i fred og fordragelighed, men som tiden er gået, er de drevet fra hinanden. Gamle konflikter, magtbegær og mistro hersker nu mellem de tolv storæter, og fortællingen om et samlet Albion er et minde blot.

Man tilmelder sig Hæder og Ære i hold, som hver udgører én storæt. Holdende har mellem 12 og 15 medlemmer, som både kan spille adels- og tjenestefolk.

Nedenfor finder du beskrivelser af de 14 storæter. Beskrivelserne er skrevet ud fra den generelle opfattelse af storæten og deres egen fortælling om den selv. I virkeligheden ligger der langt flere udåder og konflikter under overfladen, der blot venter på den gnist, der får dem til at bryde ud i lys lue.

Se teksterne som et oplæg til videre arbejde. Vi har prøvet at inkludere forskellige tematikker, karaktertræk og konflikter, som giver en spilmæssig retning, men herfra har vi brug for jeres input. Rollerne, og den endelige beskrivelse af storæten, bliver nemlig til i samarbejde med jer som spillere.

Hvad kan jeg spille?

Til hæder og ærer deltager man i grupper, som hver spiller én af de 14 storæter. Deltagerne i gruppen spiller storætens adelige medlemmer og deres hof, som er draget til bryllupsfejring. Alle storæterne er repræsenteret på højeste niveau, og bringer med sig de mest toneangivne medlemmer og deres giftemodne unge. Dertil kommer hoffet, bestående af de adeliges nærmeste rådgivere, livvagter, væbnere, kammertjenere osv. Det er op til jer hvordan i sammensætter holdet, og hvilke roller der indgår. Nærmere retningslinjer vil følge med tilmeldingen.

Adelen

Adelsfolkene tæller slægtens overhoveder (typisk et gift par), og deres børn og eventuelle børnebørn. Fjernere slægtninge og adelsfolk fra vassalhuse der har svoret troskab mod den pågældende storæt kan også indgå i følget.

Før i tiden fandt adelen typisk deres ægtefæller hos de andre storæter, men den tradition har været så godt som uddød de sidste 35 år, hvor storæterne har isoleret sig mere og mere. Nu til dags gifter man sig typisk med lavadelen fra sine vassalhuse. Men hvem ved – måske vil det forestående bryllup resultere i nye ægteskabsbånd på tværs af storæterne.

Adelsfolkene har typisk nem adgang til politisk spil, personlige konflikter med andre adelige, og historier om ægteskab og kærlighed.

Hof & Tjenestefolk

Hoffet tæller adelens nærmeste rådgivere. Det kan fx. være storætens præst, en livvagt eller personlige kammertjenere, der hjælper en eller flere adelige i deres dagligdag.

Storæterne rejser også med et følge af laverestående tjenestefolk, der fx. kan inkludere staldknægte, skjalde, kokke, herolder og hofnaren.

Spillet for hof- og tjenestefolk afhænger meget af rollens funktion i fiktionen. Generelt har de bedre mulighed for at gøre deres adelsfamiliers mere lyssky arbejde, uden stor bevågenhed.

Agravain

Målet Helliger Midlet

Viljestærke – Ambitiøse – Egoistiske

Agravain var en af de mest kontroversielle personligheder ved Arthurs hof. Mange anså hende for at være arrogant, hævngerrig og ubarmhjertig, hvilket gjorde at hun var frygtet og uvelkommen blandt mange. Agravain var en ambitiøs kvinde, der søgte magt og stræbte efter Kongens gunst for enhver pris. Hendes målbevidsthed kammede til tider over til brutalitet, og hun blev også kendt i folkemunde som ridderen med den hårde hånd.

På trods af Agravains dårlige ry, forblev hun en del af Kongens inderkreds til det sidste. Hun var en uvurderlig brik i Arthurs spil, for tit var det Agravain alene, der havde viljen til at gøre det beskidte arbejde, som de andre så sig for gode til, en opfattelse der går igen hos hendes efterkommere. Dette blev for alvor understreget, da Agravain som den eneste lystrede kongens befaling, og vovede at trække sværd mod Lancelot, da han forsøgte at befri Guinevere fra hendes fangenskab på Camelot. At hun mistede livet, forstærker kun slægtens selvopfattelse.

Storæten Agravain deler deres formoders blakkede ry. De er kendt for deres stædighed, arrogance og en næsten fanatisk loyalitet over for kongen og deres egne. Kun de modigste tør at sætte spørgsmålstegn ved slægten Agravain, af frygt for en nådesløs modreaktion.

Agravains efterkommere har arvet hendes evne til at navigere i komplekse politiske situationer, og et talent for at manipulere situationer til deres egen fordel. Deres evne til at fremstå som uundværlige, selv når deres motiver er egoistiske, er en af deres største styrker. Nogle vil mene, at storæten har forrådt de ridderlige idealer, men de ser sig selv som realistiske og handlekraftige, i modsætning til dem der drømmer om en idealiseret, men ultimativt uopnåelig verden. De ved, at magt er den eneste gangbare valuta, og de har ingen skrupler med at bruge den til deres egen fordel.

Balyn

Handling over Tanke

Impulsive – Arbejdsomme – Selvdestruktive

Historien om Balyn er måske en af de mest tragiske i Camelots annaler. Balyn var en ridder med rødder i de vilde og barbariske lande mod nord. En ridder med hjertet på det rette sted, men med en farlig tendens til at følge sine værste impulser. Gang på gang, faldt Balyn i unåde ved det runde bord, men formåede altid at vinde sin ære tilbage i Arthur og bordets øjne, gennem flid og sandt heltemod, kvaliteter storæten den dag i dag stadig vægter højt.

Balyns dydighed var ikke nok til at beskytte ham mod konsekvenserne af hans handlinger. Ridderens dumdristighed blev hans undergang, da en mystistisk fremmed forærede ham et magisk spyd. Et spyd, som den fremmede lovede, ville være skyld i at bæreren sårede dem, de elskede mest. Denne dumdristighed bærer storæten stadig med sig, og mange kritiserer dem for at være impulsstyrede, og at handle før de tænker.

Merlin advarede Balyn mod nogensinde at bruge spydet, men profetien gik i opfyldelse, da Balyns elskede fosterbror Mordred gik i krig mod Kong Arthur. Krigen splittede de to brødre fra hinanden. Da Mordred havde dødeligt såret Arthur, var det Balyn der konfronterede Judasridderen på slagmarken og gennemborede sin fosterbror med det forbandede spyd. Det siges, at i det skæbnesvangre øjeblik hvor det forbandede spyd brød gennem den afskyelige trolddom, der forsvarede Mordred, visnede planter og træer i miles omkreds. De vise sagde, at det var et tegn – landet ville til evig tid være mærket af dette skæbnesvangre slag.

Balyns slægt har siden da været ophøjet som heltene, der hævnede Arthur og dræbte den forræderiske Mordred. På trods af familiens gode omdømme, er de plaget af tragedier. Balyns impulsive væsen lever videre blandt hans efterkommere, på både godt og ondt. Gang på gang blusser interne stridigheder op mellem familiens børn om æreskrænkelser, hævn og retfærdighed. Stridigheder der altid ender med at slægtens blod bliver udgydet af deres egne. Nogle siger, at det er spydets forbandelse, der stadig hjemsøger slægten, men andre mener, at det blot er de adeliges levevis.

Kan Hus Balyn undslippe den onde cyklus eller vil deres hus blive ædt op indefra?

Bedeviere

Sejr ved Min Hånd

Pålidelige – Alvorlige – Kyniske

Bedeviere var kendt som en formidabel kriger og strateg, og blev en frygtet fjende på slagmarken trods han havde mistet sin ene hånd i kamp. Bedeviere var en af de riddere ved kong Arthurs hof, der var mest erfarne i krig, og blev derfor tildelt titlen som hærfører, en titel som ingen andre af Kongens riddere nogensinde blev betroet. Hans tid som øverstbefalende gjorde ham hårdfør og kold overfor krigens brutalitet, og han havde ingen romantiske illusioner om dens faktiske grusomhed. Bedeviere var iskold og nøgtern og denne tilgang til verden har slået rod i storæten.

Ridderen så ned på turneringerne, ikke fordi han frygtede volden, men fordi de for ham repræsenterede en barnlig parodi på krigens alvor. Storæten Bedeviere har bevaret denne distancerede holdning til turneringer, og deres medlemmer har ofte undgået dem, selvom det kan være svært at holde de unge riddere fra at prale og vise sit værd, især når æreskrænkende fornærmelser om mangel på mod bliver fremsat af deres jævnaldrende.

Da Arthur blev dødeligt såret i slaget om Camelot gav han Bedeviere den vigtige opgave at aflevere Excalibur tilbage til søens fruer. Bedeviere tøvede med at opfylde Arthurs sidste ønske om at kaste Excalibur tilbage i søen, og forsøgte først at beholde sværdet i håb om at det kunne tjene en større sag. De overlevende riddere kunne ikke acceptere dette, og fik i sidste ende overtalt ham til at gøre det rigtige. Hans tøven har dog kastet en skygge over huset, der stadig den dag i dag bliver anklaget for at modsætte sig kongens ord, og søge at tage Excalibur for sig selv.

For at modvirke denne arvede mistro går huset ekstremt meget op i ærlighed og integritet, og de arbejder konstant på at bevise deres pålidelighed overfor både allierede og rivaler. Enhver form for bedrag eller uærlighed anses for at være den største skam i huset, og de stræber efter at leve op til de højeste standarder for sandfærdighed i både ord og handling.

Dagonet

Jeg ler sidst

Uhøjtidelige – Kaotiske – Ærlige

At kunne spide sine fjender med sværd og lanse, var en nødvendighed for at kunne kalde sig selv ridder ved kong Arthurs hof – medmindre man bar navnet Dagonet. Oprindeligt var Dagonet blot søn af en kok ved kongens hof, men hans forkærlighed for narrestreger fik ham ofte i problemer, så ofte at selv kongen og dronningen kendte hans navn. En dag gik narrestregerne dog for vidt.

Det var en lun sommerdag, og Arthurs hof var samlet til vildsvinejagt. Samlet red kongen, hans riddere og deres væbnere ud – uvidende om at én af væbnerne aftenen forinden var blevet drukket hønefuld af Dagonet, der nu havde taget hans plads (og hans tøj), mens han sov branderten ud i en høstak. Dagonet ville nemlig gerne tæt på den unge datter af Ridder Kay, som han havde et godt øje til, og bruge jagten som påskud for at lære hende at kende.

Skæbnen ville have det anderledes, og hen på dagen tog jagten en drejning, der kunne have været fatal. Et svin så stort, at man knap kunne tro det, var nemlig sekunder fra at gøre Albion kongeløst – hvis altså ikke at den unge mand, uden tanke på sit eget liv, havde sprunget til kongens undsætning. Med et enkelt velplaceret stik, spidede han kongesvinets hjerte og reddede Arthurs liv.

Kongen, der ikke genkendte den forklædte Dagonet, insisterede på at takke sin redningsmand og slog ham prompte til ridder. Først da fandt den unge mand modet til at krybe til korset, og fortælle sandheden – men det var for sent. En ed var en ed, og når kongen havde slået en til ridder, kunne man ikke så nemt afslå sig æren.

Modsat hvad resten af adelsfolkene forventede, voksede Dagonet med opgaven. Den unge spøgefugl havde meget at lære, og tog sine pligter alvorligt – men afholdte sig ikke fra at gøre sig morsom på sin egen og sine frænders bekostning. Med tiden blev han en respektabel ridder, som tit var modsætningen til de mere traditionelle dele af adelsstanden. Hvor ridder Tristans poesi var smuk og rørende, var Dagonets sjofel og grov, og hvor Kays råd altid var diplomatiske og afvejede, var Dagonets bramfrie og ærlige.

Dagonets efterkommere har det samme ry. Slægten er kendt for at se stort på traditioner og formaliteter, og foretrækker at sige tingene som de ser dem. I tilgift er deres lande frugtbare, og de nyder godt af det. De er ikke bange for at gøre grin med dem selv eller de andre storæter, noget der ikke altid huer de mere nærtagende typer. Der er dem, der ser slægten Dagonets letlevende stil som problematisk, respektløs eller decideret farlig for riget. Selv ser de sig som dem, der tør at tale højt om de andre storæters fejltagelser, og at denne ærlighed kun er til rigets fordel – og Guds velbehag.

Galahad

Gud er med os

Gudsfrygtige – Målrettetede – Pligtopfyldende

Storæten Galahad nedstammer fra den reneste ridder af dem alle. Hun blev opfostret i et kloster, hvor hun modtog både akademisk og åndelig uddannelse og blev lærd indenfor mange områder. Da hun blev ældre, blev hun også trænet i våbenbrug, og også dette tog hun hurtigt til sig. Galahad blev slået til ridder efter at have besejret Lancelot i en duel og blev tilbudt en plads ved det runde bord, da Merlin havde forudsagt, at hun var den, der en dag ville finde den hellige gral. Gralsfærden blev Galahads livsværk, men gralen fandt hun aldrig. Hun gav dog ikke op, og kort tid inden Kong Arthurs fald, rejste hun igen af sted i sin søgen, men vendte aldrig tilbage.

Der har altid været mange rygter om, hvad der førte til Galahads forsvinden, og her 120 år efter er gåden stadig ikke blevet løst. Huset har altid selv hævdet, at Galahad må have fundet gralen og i det øjeblik været steget til himmels som guddommelig belønning. Andre mener, at Galahad nok bare døde på sin færd, for det er trods alt farligt at være gralsridder, mens enkelte vover at antyde, at Galahad måske blev træt af den endeløse søgen og derfor opgav gralsfærden – en både provokerende og dumdristig påstand, der bliver slået hårdt ned på.

Nogle mener, at Galahad var en af de få, der kunne overtage tronen efter Arthur, og der er derfor nogen inden for huset selv, der mener, at hun blev offer for et komplot, af en af de andre riddere. Det er dog kun et emne, der diskuteres bag lukkede døre. Nogle i storæten mener derfor også, at det kun vil være naturligt, hvis det er Galahads slægt, der atter samler ridderne om det runde bord og igen forener riget – men den slags ting kan være farlige at sige højt.

Gawain

Af Erfaring Visdom

Bitre – Modige – Hævngerrige

Allerede før han fandt plads ved kongens bord, havde Gawain været på den heltefærd der skulle komme til at definere hans eftermæle. Ved juletid kom en mystisk grøn ridder uden herre til Camelot, med en særegen udfordring: den der slår mig, vinder denne min økse, men forpligter sig til om ét år, at modtage det samme slag. I sin ungdommelige kådhed kappede Gawain hovedet af den grønne ridder – men før han kunne fejre sin triumf, rejste væsenet sig atter, og dets afhuggede hovede mindede Gawain om deres aftale, og red bort fra Camelot.

Den unge Gawain var i syv sind, skulle han møde den grønne ridder og ofre sit hovede, som han havde svoret, eller skulle han for evigt være æreløs? I sidste ende drog han mod det grønne kappel for at møde sin skæbne, og vendte tilbage ikke død, men ændret. For sit heltemod og vilje til at møde sin skæbne, fik han plads ved kongens bord, og blev der en stemme der talte for besindighed, nåde og menneskelighed.

Alt det ændrede sig dog, da Lancelot og Guineveres afære kom for dagen, og Lancelot angreb Camelot for at befri sin elskerinde. I kampene nægtede Gawains brødre Gaheris og Gareth at trække våben mod deres ven Lancelot, der i sit raseri alligevel huggede dem ned for at nå til Guinevere. Denne uretfærdige, æreløse og skamfulde handling gjorde Gawain hård og hævngerrig, og det var på hans opfordring, at Arthur drog i krig mod Lancelot. En krig der i sidste ende muliggjorde Mordreds oprør mod kongen, og Gawains død ved tronranerens hånd.

Gawains efterkommere tilgav aldrig Lancelot eller hans efterkommere for denne udåd, og opfatter dem som lige så skyldige som Mordred selv. Dette had har det med at slå rod i slægtens overhoveder, der med tiden bliver bitre, som Gawain selv blev det. Modsat bitterheden er mindet om den unge og eventyrlystne Gawain, der vovede at møde sin skæbne med oprejst pande (og en smule magisk hjælp), her finder man mange af slægtens unge medlemmer, der dristigt jager ære og anerkendelse, i forsøget på at blive som dere slægtsfader. Det er dog ikke alle, der formår at leve op til den arv, og nogle gange ender deres julelege i hovedløs tragedie – eller ‘grøn retfærdighed’, som nogen ville kalde det.

Kay

Loyalitet er min styrke

Konservative – Skarpe – Loyale

Kay var en af de første riddere om det runde bord, og en af Arthurs nærmeste allierede. Hun stod altid ved Kongens side, både som en betroet ven og som en ubønhørlig vogter af rigets interesser. På grund af hendes skarpsindighed, fornuft og sans for retfærdighed, blev hun Arthurs statholder, og fordelte med hård hånd rigets len, så kongens vilje kunne ske.

Kay døde før Arthurs fald, hvilket mange mener var Guds nåde og belønning for hendes tro tjeneste til Albion, det havde nemlig knust hende at se riget, hun levede og åndede for, gå i forfald. Hendes død tog ikke let på Arthur, og han ledte an i et hævntogt så grusom, at mange begyndte at betvivle renheden af relationen mellem Arthur og Kay. Der er stadig folk, der vover at sprede disse rygter, men Kays efterkommere ved bedre og tager ikke bestik af sladder.

Storæten er kendt for deres strenge retfærdighedssans og deres uvillighed til at gå på kompromis med deres principper. Selvom husets statholderskab over Albion ophørte med Kongens forsvinden, er de stadig stolte over det stykke arbejde de gjorde for riget, og arbejder utrætteligt for at opretholde den orden, som deres slægtsmoder skabte. Selvom mange er tilbageholdne over for storætens konservative holdning til Albion, er huset Kay stadig en værdifuld rådgiver når man har brug for vise råd.

Det har altid været dem, der trak i trådene og sikrede rigets stabilitet, selv i de mest turbulente tider. Da Arthur faldt, var det også huset Kay, der overtog pladsen som lensherre over Camelot, og spillede en central rolle i fordelingen af de resterende len mellem de 14 riddere, en fordeling hvor ikke alle kunne gøres tilfredse – og det er ikke noget de andre storæter har glemt. Der er dem der føler de står i gæld til Kay fordi de blev tildelt gode lande med frugtbare jorde, og så er der dem, der den dag i dag ikke helt har tilgivet adelsslægten for hvad de blev givet – og hvad der blev dem fornægtet.

Lamorak

Min vej er sværdets vej

Ærekære – Forførende – Skandaløse

Lamorak var aldrig den mest populære eller vellidte ridder om det runde bord. Hans forfædre havde gjort tjeneste ved hoffet i Uthers tid og var standhaftige og pålidelige krigere. Da Arthur lagde krav på tronen og satte ud for at erobre hele Albion, var Lamoraks fader ved hans side. Som belønning for slægtens loyalitet fik Lamorak en plads ved det runde bord, som sin slægts repræsentant i Arthurs indercirkel. Mange mente, at den unge Lamorak var en umoden skørtejæger der ikke hørte til ved det runde bord. Dette var ikke nødvendigvis usandt, men det var de færreste, der turde sige det direkte til ham. Han var en ærekær mand der ivrigt duellerede enhver der såede tvivl om hans værdighed. Noget de fleste fornuftige riddere med rette frygtede, grundet Lamoraks imponerende stridsevner.

En ridder som altid havde været imod Lamorak var Gawain. De to riddere havde hver især taget livet af den andens fader og en slægtsfejde ulmede altid mellem dem ved hoffet. Arthur havde formået at holde begges temperamenter i skak, men efter hans død gik det hurtigt galt. Lamoraks opførsel gik mange på nerverne, men særligt en episode fik bægeret til at flyde over. Lamorak forførte Gawains moder og enken til manden han havde myrdet. Da Gawain opdagede dette, udfordrede han prompte Lamorak til duel og halshuggede ham. Alle tilstede svor, at det var en ærefuld kamp, men der går stadig rygter om slet spil fra Gawains side.

På trods af deres forfaders ry sidder Lamoraks efterkommere stadig ved det runde bord. Mange af hans træk er gået i arv, noget de selv er enormt stolte af, men som de andre storæter finder forkasteligt. Huset er berømte for at træne rigets dygtigste sværdkæmpere og for at være indblandet i de største skandaler. Fra barnsben lærer alle at kæmpe med sværd og de dyrker kampkunsten med fanatisk hengivelse. For Lamorak er duellen den bedste måde at bevise sit værd og beskytte sin ære mod krænkelser.

Udover at have arvet Lamoraks berømte kampkunskaber har slægten også arvet deres forfaders mest skandaløse træk. Lamorak var en berygtet skørtejæger og de fleste af hans efterkommere, uanset køn, fortsætter disse tendenser uden omtanke for familiens omdømme og konsekvenserne af deres handlinger. Deres promiskuøse omdømme har ledt til mange skandaler, men storæten er altid klar til at tage kampen op med enhver, der forsøger at blakke familiens ry eller så tvivl om deres karakter.

Lancelot

Ære, Styrke, Kærlighed

Dygtige – Plagede – Brødsbetyngede

Ingen af kong Arthurs riddere er så berømte, og så berygtede, som Lancelot. Anset af mange, ikke mindst hans efterkommere, som den dygtigste og modigste, der nogensinde var, men også berygtet for sine ustyrlige følelser, og ikke mindst for sin affære med dronning Guinevere – en affære der i manges øjne førte til Kong Arthurs død.

Lancelots efterkommere bærer alle på deres slægtfaders kvaliteter. De er modige og stærke, dedikerede beskyttere af deres land og folk og med hjertet på det rette sted. Men som deres slægtsfader, bærer de også på et voldsomt mørke, der uden varsel kan vise tænder. Nogle af Lancelots efterkommere er udemærket klare over, at deres slægt balancerer på en knivsæg, og forsøger at finde ro i en kaotisk verden, mens andre uforbeholdent omfavner både dygtighed og galskab, med spektakulære (dog ikke altid positive) konsekvenser til følge.

Lancelots efterkommere er over én kam karismatiske og noble, men de få der har set mørket bag facaden, beretter om hvordan det perfekte ydre på et splitsekund kan smuldre, og afløses af afgrundsdyb nihilisme eller grænseløst raseri.

Lancelots slægt hersker over de nordlige regioner af Albion, fra hovedsædet Glædesborg på grænsen til de nordlige egne, hvor kun dyr og hedningene lever. Livet på grænsen af vildnisset har gjort Lancelots efterkommere hårdføre og barske. Det diskuteres ofte, om eksilet i det barske nord er slægtens frie valg, en selvpålagt bod, eller en straf af Lancelots efterkommere. Slægten selv er ikke i tvivl – de træffer deres egne valg.

Nimue

Visdom er magt

Vise – Desperate – Hemmelighedsfulde

Søens Frue var i Arthurs tid en figur indbegrebet af mystik. Nimue var et fe-væsen, og det siges at hendes slægt stammede fra det magiske rige Avalon, og besad mægtig trolddom. Særligt berømt var hun for de magiske klinger, der blev smedet i hendes rige, heriblandt det mægtige kongesværd Excalibur. For disse evner sad søfruen med om Arthurs runde bord, og hendes efterkommere ligeså.

Søfruens efterkommere trækker en lige linje fra dem selv og deres stammoders angiveligt magiske ophav, og ser sig som det direkte bindeled mellem sagnriget Avalon og nutidens Albion. De anses for at være de ypperste rådgivere, når det uforklarlige skal forklares, og deres viden om trolddom er i høj kurs blandt de andre storæter, også selvom denne viden måske er svundet mere end hvad huset tør indrømme.

Hus Nimue er nemlig et hus i forfald, der stædigt klamre sig til fortidens bedrifter, selvom alt tyder på at magien langsomt er falmet i hele riget. Hemmeligheden bag Nimues magiske smedekunst er for længst gået tabt og slægtens magiske egenskaber er svundet ind med hver generation.

Det er et hus på vej mod bristepunktet, der desperat holder fast på resterne af fordums storhed. De søger desperat efter en kilde, der kan hjælpe dem med at genfinde deres hengangne kræfter, og der er næsten ikke det, som de ikke vil ofre, for blot en brøkdel af, hvad de før besad. Den gavmildhed, hvormed Hus Nimue delte deres magiske evner og store vidsom, er nu erstattet med kold nærighed og mistro.

Den hastigt hensygnende magi er en eksistentiel trussel mod Hus Nimue, som de må overkomme, koste hvad det vil. Uden magi er det kun et spørgsmål om tid, før at Hus Nimue selv vil ende som et fortidslevn.

Palamedes

Guds glæde – Rigets velstand

Velstående – Passionerede – Udspekulerede

Slægten Palamedes udspringer af en hedensk kongeslægt, der engang regerede på den anden side af havet. I Arthurs tid ankom deres slægtsfader til Albions kyster og gjorde sig bemærket som en modig ridder, der rejste landet tyndt i sin søgen efter udfordringer, der var arvingen til Babylon værdig. Palamedes blev hurtigt vellidt hos Albions herskere, for i hans selskab flød både vin og skønsang frit, så selv den mørkeste kongshal blev lyslevende. Snart nåede fortællingerne om den modige Palamedes til Arthurs hof, og kongen inviterede ham til at tage en plads ved hans runde bord – til flere ridderes protest.

Efter disse skeptikeres mening, var det runde bord et fællesskab af gudsfrygtige krigere, uden plads til hedninge, og en større diskussion brød ud. Diskussionen varede hele natten, men da Palamedes igen blev hidkaldt for at høre deres afgørelse, kunne han stolt berette, at han netop den morgen var blevet døbt. Derpå sluttede diskussionen, og Palamedes sluttede sig til Arthurs hof, og med tiden blev han også herre over frugtbare lande og en af Albions rigeste fyrster.

Palamedes efterkommere går i deres slægtsfaders fodspor, og hvor end de går hen søger de opmærksomheden, og bliver hurtigt festens midtpunkt. De er vellidte og respekterede, ikke mindst på grund af deres store rigdomme, og deres evne til at bruge dem politisk. Selvom slægtens medlemmer kan virke generøse, er der ikke én eneste mønt, der går til spilde, og hver eneste gavmildhed har en slet skjult bagtanke.

Det er velkendt, at storæten Palamedes indflydelse siver ind alle steder, men hvis man tror at det blot handler om penge, gør man sig selv en bjørnetjeneste. Slægtens indflydelse er nemlig et komplekst net at tjenester, hemmeligheder, løgne og pantebreve, der er udspændt mellem Albions storæter. Det er selvfølgelig ikke noget som nogen fornuftig efterkommer af Palamedes ville indrømme, for udadtil præsenterer slægten sig som generøse og en smule letlevende romantikere, der altid vil lægge øre til dine frustrationer – også de helt private.

De prøvelser der har plaget Albion i snart mange år, har også gjort indhug i storætens rigdomme, men det er kun slægten selv kender til problemernes egentlige størrelse. Nogle kunne frygte at rigdommene en dag slap op, og hvad skulle der så blive af en storæt, der ser sig selv som Albions politiske midtpunkt?

Parcival

Kun med guds vilje

Godtroende – Retskaffende – Selvhøjtidelige

Parcival var en af de mest markante gralsriddere, og gjorde det til sin livsmission at finde den hellige gral. Selvom han var født som kongesøn, voksede han op i vildmarken, og har ofte stået i situationer, hvor hans manglende forståelse for adelens traditioner og skikke, har sat ham i et dårligt lys. Det ry har hans efterkommere forsøgt at komme til livs ved at uddanne sig grundigt, og slægten anses i dag som kløgtige og veluddannede.
Parcivals efterkommere har dog altid båret på deres forfaders godtroenhed og uskyld. Deres opfattelse af verden bygger på en grundlæggende tillid til det gode i mennesker, og mange vil endda anse dem for at være lidt naive. De ser deres adelige pligter som en gudsgiven opgave, som de tager på sig med stolthed, og de stræber efter at leve i overensstemmelse med guds ord.
Parcivals efterkommere er en af de rigeste storæter, men de søger ikke rigdom for rigdommens skyld. De ser deres ressourcer som nøglen til at opnå noget større. Parcivals efterkommere lever nemlig efter Guds ord, og forsøger altid at hjælpe de svage, beskytte de uskyldige og kæmpe mod uretfærdighed. Deres handlinger er drevet af en overbevisning om, at de kan gøre verden til et bedre sted gennem deres indsats, og at de ved bedst. At slægten Parcival ved bedst, også når det gælder andre len, er kendt i hele Albion, og deres skarpe kritik af de andre storæter går ikke ubemærket hen.
Mange af de andre storæter mener, at slægten Parcival nok burde fokusere mere på deres egne problemer, og mindre på de andres. Parcival slægten ved dog godt, at Gud belønner de retskafne, og hvis blot de bliver ved med at kæmpe for retfærdighed, skal de nok blive belønnet.

Tristan

Bundet af løfte, ikke land

Karismatiske – Manipulerende – Poetiske

Tristan blev født kongesøn, men mistede tidligt begge sine forældre og valgte at opgive titlen som tronarving for i stedet at tjene som ridder ved sin onkels hof. Før han lod sig slå til ridder, stod han for sin egen oplæring, her perfektionerede han ikke kun sine færdigheder som kriger, men også som lyriker og musiker. Efter en uoverensstemmelse med sin onkel drog Tristan ud i verden for at tjene som landevejsridder.
De flestes loyalitet ligger hos deres hjemstavn og slægt, men i mangel på begge, måtte den unge Tristan vælge med hjertet. Livet på landevejen lærde ham, at hans principper var altafgørende, og kun at sværge troskab til dem, som han selv fandt værdige.
Storæten har arvet denne selektive loyalitet, og ser i det store hele meget lidt værdi i kongeriger, lener og skarpt optrukne grænser. De gør en dyd ud af at hæve sig over konflikter om magt og territorium, også selvom det i sidste ende ofte forværre konflikten. Andre storæter vover sommetider at sætte spørgsmålstegn ved slægtens egentlige loyalitet til tronen. Det rygtes endda at medlemmer af storæten mener at Arthurs tomme trone burde fjernes, da en tom stol ikke tjener noget formål.
Tristans karismatiske og lyriske evner var legendariske og spillede en stor rolle i hans liv, ikke kun som en kunstnerisk udfoldelse, men også som et redskab til at opnå indflydelse og skabe forbindelser. Denne lærdom har storæten bevaret lige siden. Alle fra storæten ved, at ord kan være mere sårende end selv det skarpeste sværd, og at ikke alle kampe kan vindes med råstyrke alene. Huset har lært at bruge ordenes magt, og deres karisma gør dem til eftertragtede allierede. Det til trods for, at der hersker en hvis mystik om deres sande loyaliteter, da ingen kan gennemskue, hvor de egentlig står. Hvis man allierer sig med slægten Tristan i dag kan man så regne med deres hjælp i morgen?

Ywain

Sandheden er min Ledestjerne

Sændfærdige – Lærde – Svagelige

Ywains vej til en plads om det runde bord var fyldt med fare og fejltrin. Fra barnsben havde hun drømt om at gøre tjeneste ved kongens hof. En ting stod i vejen, for den berygtede troldkvinde Ywains mor var ingen anden end Morgana, Arthurs hævngerrige fostersøster. Det fjendskab var ikke nok til at sætte en stopper for Ywain, og hun rejste til Camelot for at blive en ridder ved hoffet. Hurtigt gjorde hun sig bemærket blandt Arthurs riddere med sit heltemod og kløgtighed, og der gik rygter om, at hun snart ville få plads ved det runde bord. Dyd bød Ywain at tilstå sit ophav overfor Arthur, der i skuffelse og raseri forviste hende fra Camelot. Ydmyget og nedslået vandrede Ywain målløst rundt i Albion, indtil hun hørte om Mordeds oprør.

Selvom hun var bandlyst, drog Ywain mod Camelot med alt hast, og på Camlan sletten fandt hun sig selv kæmpende side om side med Kong Arthur, da han konfronterede Mordred. Ywain stod ikke en chance mod Mordred, og tronraneren efterlod hende såret og forkrøblet, inden han fortsatte sin kamp mod kongen selv. For hendes mod og standhaftighed tildelte ridderne af det runde bord Ywain en plads blandt dem, og hun blev den sidste, der sluttede sig til forsamlingen.

Sårene som Mordred havde påført hende, blev med tiden helet, men hans mørke trolddom efterlod en ondartet sygdom i hendes blod, der også gik i arv. Stålsatte Ywain satte sig for at kurere sygdommen, men døde uden at have fundet svar. Hendes efterkommere er sidenhen blevet berømte for at være den mest lærte slægt i Albion. De har dedikeret dem selv til at samle og nedskrive viden fra nær og fjern og alle kan søge råd og viden i deres omfangsrige bibliotek. De har dog også lært, at ikke al viden tåler at blive delt.

På trods af deres arbejde har slægten stadig ikke løst deres største udfordring, Mordreds forbandelse. Den sygdom, der greb Ywain selv efter hendes duel med Mordred, hjemsøger stadig familien og gør mange medlemmer af slægten svagelige og syge. Mange håbefulde efterkommere af Ywain har fulgt i deres stammoders fodspor for at blive ridder, men ofte bliver disse drømme knust af den grusomme sygdom, der flyder i slægtens åre.