Hæder og Ære
1. - 5. Juli 2025
Navne, titler og tiltaleformer
Hvordan roller taler om og til hinanden er med til at etablere de sociale hierakier der eksisterer karaktererne imellem. Her er der især tre ting der er vigtige, rollernes egentlige navn, deres titler, og hvordan de tiltales.
Informationen på denne side er ikke regler, men retningslinjer. Hvis din rolles navn falder lidt udenfor anbefalingerne, så går det nok. Hvis du tænker at din rolle burde have en anden titel end dem der er nævnt her, så kan det nok lade sig gøre! Hvis du er i tvivl om dit forslag passer ind i scenariet, så er du altid velkommen til at kontakte arrangørerne.
Navne
Navnet er en vigtig del af enhver rolle, og kan virkelig være med til at sætte stemningen fra første færd.
Navnene i Albion kan være meget forskellige, i kildematerialet optræder mange navne af forskellig oprindelse, og der er mange forskellige navnetraditioner, som passer fint ind i scenariets spilverden.
- Wallisiske navne eller deres anglificerede versioner (Guinevere/Gwenhwyfar, Parcival/Peredur, Igraine/Eigyr)
- Bibelske navne (Josef, Maria, Johannes, Eva, Ezekiel, Esaias)
- Græsk/romerske navne (Hector, Lucius, Konstantin, Charon)
- Germanske navne (Oberon, Athelstan, Hubert)
Det vigtigste er at navnet føles rigtigt, og virker til at passe ind i spilverdenen. Især er det vigtigt at det ikke er for moderne. Vær også opmærksom på, at scenariet spilles på dansk, så navnet skal kunne udtales på en måde, der ikke stikker ud i den kontekst.
Der er ikke anderledes retningslinjer for tjenestefolkene hvad angår navne, men det kan være en idé at undgå meget pompøse fornavne, det er dog en konkret vurdering som man må tage på storæterne.
Tjenestefolk har ikke efternavne eller slægtsnavne, for netop at adskille dem fra de adelige.
Efternavne, slægt og ægteskab
Adelsfolk bruger deres slægtsnavn som en form for efternavn. Når man gifter sig ind i en anden slægt, tager man det nye slægtsnavn som sit efternavn, men beholder sin ophavsslægts navn som et mellemnavn. Børn fra dette ægteskab har kun navnet fra deres fødselsslægt. For eksempel er “Balthazar Parcival Dindrane” født Parcival, men har giftet sig ind i huset Dindrane, og har dermed givet afkald på sin plads i huset Parcivals arvefølge, og hans børn vil ikke have Parcival i deres navne, kun Dindrane.
Denne tradition har også den meta-fordel, at det gør det nemmere som både spiller og rolle at regne ud, hvordan forskellige slægter har giftet sig på kryds og tværs.
Titler
Storæternes overhoveder og deres ægtefæller tiltales som lensherre og lensfrue. Ønsker man at referere til overhovedet af en bestemt storæt kan man derfor omtale “lensfruen af slægten Agravain”.
Vassalhusenes overhoveder er lensgrever og lensbaroner, hvor titlen som greve anses som den finere af de to, og typisk medfører større jordbesiddelser og mere indflydelse ved storætens hof.
Tiltaleformer
Den officielle tiltaleform til adelige er “min herre/min frue”, det bruges både af tjenestefolk og andre adelige. Bag lukkede døre kan visse adelige godt være mindre formelle, især med nær familie eller meget betroede tjenestefolk, men det sidste hører sig til sjældenhederne.
Andre tiltaleformer for adelige inkludere “deres nåde”, “deres højhed”, “deres velbårenhed” (eller kombinationen “deres højvelbårenhed”).
