Hæder og Ære
1. - 5. Juli 2025
Storæternes Had
Her på siden kan du finde de forudbestemte relationer, der er mellem de forskellige storæter. Alle storæterne har 2 relationer til andre storæter, der begge er negativt ladede for at afspejle den altoverskyggende konflikt, Albion står overfor. Relationerne er ikke skrevet i sten, og kan sagtens videreudvikles og ændres storæterne i mellem, så det giver mening for jer. Det vigtigste for os er, at relationerne giver anledning til åben splittelse mellem storæterne.
Lancelot & Agravain
Striden mellem Lancelot og Agravain går helt tilbage til Kong Arthurs tid, hvor Lancelot dræbte huset Agravains slægtsmoder, da Agravain som den første af ridderne om det runde bord adlød kongen og trak sværd mod Lancelot. Dette udløste et årelangt had mellem de to storæter, og Agravains efterkommere ser stadig mordet som et symbol på Lancelots utilgivelige forræderi mod både kongen og Albion. Fejden blev kun værre for 18 år siden, da Agravains slægtsoverhoved åbenlyst anklagede Lancelot for at have tilladt barbarerne fra det nordlige Caledonien at plyndre Albions grænseland. For hus Lancelot var det dråben, der fik bægeret til at flyde over, for ikke alene var det løgn, det var også en fornærmelse mod dem, der ofrer allermest i Albions forsvar mod selv samme barbare.
Kay & Galahad
Kay og Galahad deler en skjult, men potent rivalisering der ulmer under overfladen. Begge husene har tilhængere, der ser deres storæterne som potentielle avertagere til Arthurs trone, en påstand der er lige så farlig som den er tillokkende. For Kay er tanken om Galahads slægts krav på tronen en konstant trussel, og især de særligt troende huse viser sympati for Galahad som potentiel leder. Omvendt frygter Galahad, at Kay vil samle støtte blandt de mere pragmatiske fraktioner i riget. Begge husene søger at beskytte sig ved konstant at antyde, at den anden side besidder skjult magtbegær, mens de nøje skjuler deres egne motiver.
Agravain & Tristan
Agravain og Tristan repræsenterer to vidt forskellige tilgange til magt og loyalitet, hvilket gør deres forhold præget af gensidig mistro og spændinger. Agravain ser Tristans laissez-faire attitude som et udtryk for barnlig uansvarlighed. De foragter Tristans manglende respekt for pligter og deres uvilje til at erklære loyalitet mod tronen, hvilket i Agravains øjne underminerer kongerigets stabilitet. Omvendt ser Tristan Agravains brutalitet og kompromisløshed som en farlig forvrængning af ridderlige idealer. Agravains blinde loyalitet og deres villighed til at ofre alt for magt anses af Tristan som sjæleløst og kilden til mange af Albions problemer.
Galahad & Balyn
Galahad ser med foragt på Balyn, og betragter dem som en skamplet på det runde bord. De ser Balyn som en storæt præget af kaos, impulsivitet og indre stridigheder, hvor Galahad selv står for dyd, selvdisciplin og stabilitet. Det var Balyn der i sin tid dræbte Mordred og hævnede Arthur, men for Galahad er dette kun en påmindelse om, hvordan storhed kan forfalde til uværdighed. Balyn tager kritikken med foragt og ser Galahads uopnåelige idealer som tomme ord. De anser det for en større bedrift og tjeneste til Albion at bære den evige forbandelse, de påtog sig ved at dræbe Mordred, end Galahads gralsfærd nogensinde kunne være. I det mindste forlod deres stamfader ikke Albion, da der var allermest brug for ham.
Tristan & Dagonet
Tristan og Dagonet står i en evig strid om lyrikkens sande væsen og dens plads i ridderens verden. For Tristan er lyrik en ophøjet kunst, hvor ord væves sammen til at frembringe skønhed og følelse, et værktøj til at bygge broer og opnå indsigt i herrens skaberværk. De ser hus Dagonets grove og sjofle vers (og generelle opførsel) som en skændsel, intet har med skønhed at gøre. Dagonet, derimod, finder Tristans tilgang alt for snerpet og selvhøjtidelig. Poesi og kunstnerisk udfoldelse skal afspejle alle livet aspekter, både det sure, det søde og det ubekvemme. De kan være rå, men også ærlige – en dyd som hus Dagonet sætter en ære i at billedliggøre, og som hus Tristans dobbeltspil på ingen måde er udtryk for.
Balyn & Ywain
Storæterne Balyn og Ywain har noget unikt til fælles, for de var til stede da Mordred sårede Arthur og for evigt forbandede Albion. På trods af denne delte prøvelse har de en anspændt relation, præget af foragt og fjendskab, for Balyns impulsive natur og Ywains mere eftertænksomme tilgang til verden skaber en dyb kløft mellem dem. Balyns efterkommere ser storæten Ywains behov for viden som en svaghed, og håner dem for deres forsøg på at finde en kur til deres forbandelse i stedet for at omfavne den, og være stolt af at bære et sandt mærke på selvopfrelselse. Omvendt anser Ywain hus Balyn for at være for impulsive og ureflekterede, og de ser deres voldelige konflikter som tegn på, at de er mere plaget af deres forbandelse end Ywain.
Dagonet & Parcival
Parcival og Dagonet deler en historie præget af gensidig mistro og sammenstød om moralske og politiske værdier. Parcival har gentagne gange blandet sig i Dagonets interne anliggender med påstanden om, at Dagonet forsømmer deres moralske forpligtelser over for både deres egne folk og Albion som helhed. Dagonet, der værdsætter individualitet og bramfrihed, anser Parcivals indblanding for at være hyklerisk og arrogant, mens Parcival påstår, at deres handlinger er guddommeligt ordinerede og nødvendige for at sikre Albions overlevelse.
Ywain & Palamedes
Ywain ser Palamedes som ligeglade med Albions problemer, da de er fokuseret på deres egen rigdom og ambitioner. For Ywain virker det, som om Palamedes har nok i sig selv og deres rigdomme, hvilket får dem til at fremstå som egoistiske og selvcentrerede, kvaliteter ingen ridder burde besidde, hvis man spørger Ywain. Hus Palamedes på den anden side ser Ywain som selvretfærdige og selvhøjtidelige. De opfatter Ywain som en slægt, der lader deres forpligtelse over for Albion glide mellem fingrene på grund af deres besatte søgen for at finde svar, der kun gavner dem selv, uden noget blik for hvad der kunne gavne Albion.
Parcival & Nimue
Parcival ser Nimue som kætterske afvigere, der stædigt klamrer sig til de forvitrede rester af en gammel tro, og de samme magiske kræfter, der muliggjorde Mordreds oprør og førte til Albions forfald. Parcival ser det som sin gudgivne pligt at fordømme Nimue og deres hedenske tro, og forsøger aktivt at begrænse deres indflydelse. Omvendt ser Nimue Parcival som blinde fanatikere, der har mistet forbindelsen til Arthurs sande arv og de kræfter, der flyder gennem Albion. Hus Nimue prædiker, at balancen mellem magi og troen på Gud var Arthurs sande styrke, og fremhæver Merlin som hans mest betroede rådgiver, og det magiske Excalibur som symbol på kongemagten.
Palamedes & Bedevire
Bedevire nærer en dyb foragt for Palamedes, som de anser for at have fået foræret en plads ved det runde bord, ikke på grund af ridderlige værdier eller vigtig erfaring, men på baggrund af deres rigdomme. Dette vækker en dyb harme hos Bedevire, der ser det som usselt og uværdigt at bruge krigens nødvendigheder til at styrke egne politiske ambitioner og sikre egen indflydelse. I Bedevires øjne burde krig føres med styrke, strategi og opofrelse, ikke med guld og skjulte dagsordener. Palamedes ser Bedevire som naive, hædersforblændede, urealistiske, nostalgikere der måske har sans for krigens taktik, men ingen virkelighedsfornemmelse når det gælder om at lede Albion i fredstid.
Nimue & Gawain
Nimue og Gawain har fælles tilknytning til den ældgamle magi, der har hjemme i Albion, men deres syn på magiens natur og plads er meget forskellig. Nimue, med deres dybe rødder i Avalons mystik, holder stædigt fast i troen på magiens nødvendighed, selvom den langsomt svinder. Gawain, har en anderledes og mere afstandstagende erfaring med det mystiske. Den grønne ridder var i Gawains øjne en manifestation af magiens farlige og lunefulde natur, og den efterlod deres slægt med en mistro over for magi og julelege. Når Nimue søger at genvinde fordums kraft, anser Gawain dem for at være blinde for magiens farer, for hvor langt vil de gå i deres søgen?
Bedevire & Lamorak
Lamorak og Bedevire står i skarp kontrast, hvad angår deres syn på krig og ære. Lamorak elsker at fremhæve deres mod og spotte Bedevires kølige og pragmatiske tilgang som manglende talent eller tapperhed. Omvendt betragter Bedevire Lamoraks sværdfægteri som barnligt og respektløst over for krigens alvor. Forholdet mellem de to slægter var allerede anspændt, men en forlovelse for 34 år siden mellem to unge dybt forelskede fra husene, forværrede situationen yderligere. Brylluppet var ikke nogen brik i noget politisk spil, og ingen ud over det forelskede par var tilfredse med udfaldet. Begivenheden, der ellers kunne have forenet de stridende storæter, førte i stedet til kaos, da magtspil og uenigheder om arv dominerede festen.
Gawain & Lancelot
Lancelot og Gawain ligger i en slægtsfejde, der kan spores helt tilbage til Kong Arthurs tid. De lange års fjendskab har givet konflikten mange lag, men den mørke kerne i deres strid er Lancelots drab på Gawains brødre, Gaheris og Gareth. For Gawains slægt blev denne handling symbolet på æreløshed og forræderi, en skamplet der aldrig kan vaskes væk eller tilgives, og i hvert fald ikke uden Lancelot tager første skridt mod bodsgang. Lancelot mener dog at de har gjort mere end rigeligt bod for deres forfaderes ugerninger og mener at Gawain hænger fast i fortiden som en uretfærdig dagsorden i mod dem. Nu føles det næsten for sent at løse konflikten, for generationer af bitterhed og gengældelser har skabt en gordisk knude, som nu føles næsten uløselig.
Lamorak & Kay
Kay og Lamorak har en anspændt relation og deler gensidig foragt for hinanden, rodfæstet i dybe forskelle i værdier og levemåde. For Kay repræsenterer Lamorak alt det, de ikke bryder sig om, nemlig en uansvarlig, promiskuøs tilgang til livet, hvor ære og ansvar bliver ofret for fornøjelse og egoisme. Kay betragter Lamorak som useriøse og undrer sig over deres position i Albion, og mener at huset burde erstattes af en mere fornuftig slægt, grundet deres mange skandaler. Omvendt ser Lamorak Kay som snerpede, selvhøjtidelige og kontrollerende individer, der gemmer sig bag deres strenge principper og moral for at skjule deres ambitioner og hårde kontrol.