Hæder og Ære
1. - 5. Juli 2025
Spilverden
Hæder og Ære udspiller sig i riget Albion – en mytisk og ekstremt anakronistisk version af fortidens England. Det er landet hvor fortællingerne om Kong Arthur og hans riddere udspiller sig, og det er det land, hvis sjæl der i sidste ende er på spil.
Arthurs rige strækker sig over det meste af de Britiske øer, bortset fra det hedenske Caledonien mod nord, som ingen endnu har formået at indtage. Det siges at de nordlige egne ikke blot er hjemsted for hedninge, men også mystiske væsner og mørk, ukristelig trolddom.
Albion er en spilverden skabt specifikt til Hæder og Ære, derfor er den også fleksibel, og klar til at rumme jeres idéer. Vi glæder os til at udvikle fortællingen om Albion sammen med jer.
– Arrangørerne
Hvorfor her? Hvorfor nu?
Albions 14 storæter har ikke været samlet i 20 år. I tiden siden de sidst mødtes, er konflikterne blusset op, alliancerne svækket, og stridigheder om lensgrænser og værdier mangedoblet. De storæter der før samlede riget har trukket sig ind i sig selv, og relationerne mellem dem er præget af mistro og beskyldninger. Hvert hus har kæmpet for sin egen overlevelse, og splittelsen har efterladt Albion i en tilstand af ustabilitet og uro.
De 14 storæter er dog tvunget til at mødes, da de alle er blevet inviteret til en storslået begivenhed, der kan ændre alt. Storæterne Nimue og Kay har nemlig valgt at forene deres huse gennem en hellig ægteskabspagt, og de har inviteret alle storæterne til fejringen af deres bryllup.
Denne invitation er ikke noget man bare kan afslå, for den nye pagt mellem Nimue og Kay kan ændre hele Albions magtbalance og få alvorlige konsekvenser for de andre storæter. Alle har en interesse i brylluppet, men hvem der vil søge at støtte foreningen af de to huse og hvem der vil forsøge at hindre den, må tiden vise. En ting er dog sikker, og det er at alle vil blive tvunget til at finde nye alliancer for at styrke deres eget politiske ståsted.
Det er de færreste der anser brylluppet mellem Kay og Nimue som en fejring af kærlighed, og få er så naive, at de ikke kan se, at det blot er endnu et træk i et skæbnesvangert spil om herredømmet over Albion.
Freden balancerer på en knivsæg og de uundgåelige politiske sammenstød, brylluppet vil medføre, har både potentialet til at styrke sammenholdet og skabe en ny æra af fred og stabilitet eller kaste de 14 storæter ud i åben krig.
Myterne om Kong Arthur
Vores spilverden “Albion” bygger på myterne om Kong Arthur og hans riddere om det runde bord. Der findes utallige kilder om Arthur, Merlin, damen i søen osv. Alt fra Disney til middelaldermunke har taget myterne og brugt dem som underholdning og lavet deres egne versioner af de gamle tekster. Nu er det vores (og jeres) tur.
Vi har udvalgt de dele af myterne som vi synes er spændende, fascinerende, sjove, tragiske og som vi mener kan skabe godt rollespil for jer. Vi har altså fortolket myterne, omskrevet dem og sat dem sammen på nye måder, for at de passer os og vores vision for spillet.
Vi vil gerne opfordre jer til at gøre os kunsten efter, og stjæle med arme og ben fra de oprindelige myter. De gamle historier rummer mange vilde fortællinger og kan være fantastiske inspirationskilder til baggrundshistorier, relationer, ambitioner og er om ikke andet virkelig underholdende læsning. Tag også gerne inspiration fra andre værker, der selv fortolker eller tager inspiration fra myterne – det gør vi også selv.
Fortællingen om Albion
Omgivet af verdenshavets ubarmhjertige bølger og rasende storme, ligger øen Albion. Siden Kejserens fald, har skiftende krigsherre og folkeslag kæmpet om herredømmet over landet, men i sidste ende var det Uther Pendragon og hans søn Arthur, der med magt og snilde formåede at samle landets stridende slægter under ét banner, og underlægge sig det meste af Albion. Med sværd i hånd blev de hedenske barbarer drevet tilbage mod nord, og øen Ériu mod vest blev underlagt kongens magt.
I årtierne derefter stadfæstede Arthur sin magt. Den gamle kejsers nordlige bolværk blev genbefæstet, han styrkede alliancer med rigets magtfulde lensherre, og giftede sig med Guinevere – datteren af en mægtig konge på den anden side af havet.
Det Runde Bord
Ved sit hof på Camelot, samlede Arthur sine mest betroede allierede og rådgivere – de krigere og herrefolk, der havde fulgt ham fra begyndelsen, og som nu kunne nyde sejrens goder. Indercirklen talte 14 sjæle, der hver tog plads om Arthurs runde bord, der i sin udformning signalerede både lighed og ubrydelig troskab.
Historierne om kongens prægtige hof gik vidt og bredt, og Arthurs 14 riddere af det runde bord, blev et symbol på de ypperligste dyder, man som adelsfolk kunne besidde: En stærk sværdarm, en urokkelig tro på Gud, og absolut loyalitet over for kongen.
Med freden sikret kunne der nu fokuseres på rigets indre styrke, og mange store initiativer blev sat i gang, både verdslige og åndelige. Mest kendt er riddernes søgen efter den hellige gral – et velsignet bæger, som siges at kunne helbrede enhver sygdom.
Lancelots oprør
Freden varede ikke evigt, og det første tegn var afsløringen af Lancelots affære med dronning Guinevere. De to havde været forelskede siden de først mødte hinanden, men havde formået at holde deres kærlighed skjult, indtil en af Lancelots betroede venner afslørede det for kongen.
Arthurs raseri over dette forræderi var uden fortilfælde, og han beordrede både Lancelot og Guinevere fanget, så de kunne svare for deres forbrydelser. Guinevere blev sat i husarrest i Camelot, mens Lancelot undslap til ødemarken mod nord. Arthur sendte flere af sine riddere ud for at finde Lancelot, heriblandt Gawains brøde Gaharet og Gahareis, som Lancelot i sin galskab dræbte, selvom de nægtede at trække deres sværd mod ham. Også Agravain måtte lade livet, da hun satte sig op mod Lancelot i enekamp.
Lancelot forskansede sig i sin fæstning mod nord, og der sluttede ridder Bors sig til ham, af loyalitet overfor hendes blodsbror Lancelot, og i modstand mod kongens ilde overvejede hævntogt. Arthur samlede nu sine hære og sine mest betroede generaler – Bedeviere og Gawain, der begge ønskede at straffe Lancelot og Bors for deres forræderi. Sammen drog de mod nord, med store dele af Arthurs hærstyrker.
Krigen mellem Lancelot og Arthur var nådesløs og Albions nordlige egne blev sølet til med blod. Flere af Arthurs folk var ikke lige så hævngerrige som ham selv og Gawain, og var derfor varsomme med at dedikere tropper til kongens felttog, der derfor trak i langdrag.
Tronraneren
Tilbage i Camelot steg utilfredsheden, og folket begyndte at stille spørgsmål. Hvor var kongen? Hvor var hans riddere? Hvem skulle beskytte dem? I starten havde spørgsmålene ingen svar, men snart begyndte man at hviske. Kongen var død, men frygt ej, for hans arving, Mordred, var vendt tilbage og ville snart indtage tronen. Og det gjorde han, en sen nattetime overmandede tronraneren og hans folk Camelots forsvarere, og Mordred indsatte sig selv som kongen af hele Albion.
Mordred, Arthurs uægte søn, havde længe ventet på chancen for at tage sin retmæssige plads på tronen, og hævne sig på Arthur, der ikke ville vedkende sig sit faderskab over den unge Mordred, og anerkende ham som sin arving.
Mordred vidste at tiden var knap, så han mobiliserede hans styrker. Bud blev sendt ud til lensherrene om at sværge troskab mod den nye konge, og modsige sig Arthurs galskab. Fra de dybe skove påkaldte Mordred sine hedenske allierede, der var rede til at tage hævn mod den konge, der havde drevet dem fra deres hjem. Fra den anden side af havet kom også allierede, som Mordred havde samlet på sine rejser, og som hungrede efter Albions rigdomme. Det siges endda, at der fra nattens mørke kom troldfolk og andre slags væsner, der lystrede Mordreds ord.
Da kongen fik nys om dette, var det som om at hævngerrighedens forbandelse løftede sig, og med ét befalede han sine hære hjem for at forsvare Camelot. Ryttere blev sendt til nær og fjern, og snart var storæternes hære i bevægelse, og selv Lancelot beordrede sine styrker mod syd, da kongens budbringer bekendte, at riget var i fare.
Kongens hær tørnede sammen med Mordreds ved Camlan, men kongens styrker var stadig i undertal, og tog store tab. Til sidst stod Mordred og Arthur ansigt til ansigt, men Arthur kunne ikke besejre Mordred, der var beskyttet af mystisk trolddom, som han havde lært af sin moder. Denne kamp blev både Arthur og Mordreds endeligt. Kongen pådrog sig sår der ikke kunne lægges, og Mordred blev i sidste ende besejret af ridder Balyn der med en lanse fra det hellige land formåede at bryde trolddommen, og gøre en ende på tronraneren.
Nogen siger, at Arthur blev båret væk af troldmanden Merlin, for at blive helet i det magiske rige Avalon, mens andre siger, at han blev stedt til hvile i krypten under Camelot. Nogen påstår endda, at kongen en dag vil vende tilbage fra hinsides havet, og igen samle Albion.
Landet uden Konge
Mordreds oprør blev knust, men Albion var i ruiner. Kongen var død, og efterlod sig ingen arving. Ingen af de 14 storæter vovede at gøre krav på tronen, af frygt for en ny borgerkrig, og derfor indgik de en pagt. De og deres efterkommere ville sammen regere Albion, og ville i Arthurs fravær opretholde deres eder til kongen, indtil han en dag vendte tilbage.
Men ligesom Arthur, kunne Albions sår ikke lægges. Borgerkrigen mod Lancelot og andre uenigheder i indercirklen gjorde det umuligt at finde fælles fodslag, og med hver generation der gik, blev uenighederne større, og forståelsen for hinanden mindre. Det er nu 20 år siden, at repræsentanter for alle 14 slægter sidst mødtes til rådslagning.
Siden da er det gået nedad for Albion. Året efter kongens død slog høsten fejl for første gang, og siden dengang har riget været ramt af sygdom, hunger og lidelse. Nogle år går det bedre, og andre går det værre, men blandt de vise er der ingen tvivl – landet er sygt.
Verden Albion
Livet i Albion
Albion befinder sig udviklingsmæssigt i en form for feudal middelalder. Storæterne hersker over Albions 12 lener, og kan udpege vassaler, der opkræver skatter fra lenets indbyggere. De fleste Albionere lever som bønder, mens der i de større byer også er håndværkere og handelsfolk. Det er adelen alene, der hersker over landet, og befolkningen har ikke meget at skulle have sagt. Samfundet er stærkt hierarkisk, og det er næsten umuligt at bevæge sig mellem samfundsklasser.
Udenfor samfundets hierarkiske orden står kirken, der forkynder guds ord for Albions befolkning. Præster er spirituelle vejledere for både bonde og konge, men har selvfølgelig også deres egne politiske ambitioner. De øvre lag af kirken er typisk befolket af præster med adelig baggrund, der er blevet sendt i gejstlig tjeneste, fordi de ikke stod til at arve.
Rollerne til Hæder og Ære, befinder sig overvejende i samfundets øvre klasser, og har ikke altid en stor forståelse for bondestandens problemer. Tjenestefolk er naturligvis ikke adelige, men nyder stadig godt af storæternes rigdom.
Troen på Gud
Albions indbyggere er overvejende kristne, stoler på deres lokale præst og tror på den himmelske fader og hans søn. Religion er en alvorlig sag, og at udvise disrespekt overfor gud og kirken, kan hurtigt lede til stokkeprygl på byens torv. Både høj og lav forventes at gå i kirke om søndagen, at betale kirkeskat og at holde herrens 10 bud. Naturligvis er der ingen der kan holde disse regler, men herren tilgiver dem, der bekender deres synder til hans præster – og som gør bod efter præstens befaling.
Kirken mener at den gamle tro, der før herskede på egnen, er syndig og forkert. I gejstlighedens øjne findes der kun én slags magi, nemlig Herrens mirakler. De kommer til dem der tror og følger Herrens ord, men er ikke noget, mennesker kan kontrollere, som den gamle tro ellers fortæller.
Uagtet det øvre præsteskabs holdning, leverer den gamle tro dog videre hos mange familier, også de adelige. Gamle skikke, overtro og varsler fylder mere end de er glade for – og de fleste præster kender deres katekismer, men ved også at man skal vare sig for ellefolk, når man rejser gennem Albions dybe skove.
De ti bud
Du skal ikke have andre guder end mig.
Du må ikke misbruge Herren din Guds navn.
Du skal holde hviledagen hellig.
Du skal ære din far og din mor.
Du må ikke slå ihjel.
Du må ikke bryde ægteskabet.
Du må ikke stjæle.
Du må ikke aflægge falsk vidnesbyrd imod din næste.
Du må ikke begære din næstes hus.
Du må ikke begære din næstes ægtefælde, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til.
Den Gamle Tro
Før at guds ord blev åbenbaret for Albions folk, ja selv før kejserens legioner satte fod på landets kyster, havde folket en meget anderledes tro. En gammel tro, der bundede i en dyb respekt, men også frygt for naturens fundamentale kræfter. Landets skove, moser og bjerge var levende, næsten guddommelige, væsner, der både kunne give fyrstelige gaver til dem, der viste landet respekt og tage grusom hævn over dem, der anfægtede naturens magt.
Den gamle tro var en tro, der byggede på transaktioner. Hvis bonden ofrede sin bedste ged til frugtbarhedens gud, kunne han håbe på en god høst eller sunde kid. Ofrede han intet, kunne han godt regne med at blive straffet. Albions gamle guder var omskiftelige og det ene års gunst kunne hurtigt blive til det næste års ugunst.
Disse naturguder blev dyrket i hemmelige grotter langs kysten, i lysninger dybt inde i skoven og i stencirkler på de højeste bakkedrag. Steder, der dannede tæt forbindelse mellem Albion og gudernes magiske hjemland, Avalon. Disse hellige steder var ofte hjemsted for ellefolk, trolde og nisser, der af Albions folk blev set som gudernes tjenere i vores verden.
Da kristendommens budbringere nåede til Albion, spredte den nye tro sig som en steppebrand blandt landets adel. Efter at Uther Pendragon kom til magten var der ingen tvivl om, at det var Guds vilje, der herskede blandt landets storæter, men den gamle tro levede videre. Blandt den almene befolkning fortsatte man med at ofre til naturens guder, samtidig med at man bedte til Gud om frelse og syndsforladelse. Selvom dele af den gamle tro er forsvundet, så har den stadig stor hold i befolkningen, både som tro og overtro.
Magi og Mystik
Trolddomskunst var en særlig og hemmelig disciplin, der gjorde de indviede i stand til at betvinge naturens kræfter til deres egen fordel gennem besværgelser, ritualer og trylledrikke. Ofte krævede det mange års træning og studier at kaste selv den mest simple besværgelse, men i særlige tilfælde kunne de gamle guder også skænke magiske hemmeligheder til særligt udvalgte.
Dem der mestrede trolddomskunsten blev af mange kaldt for heksekunstnere, druider eller troldfolk og de blev behandlet med ærefrygt af både den almene befolkning og af den kristne adel. Kong Arthur havde blandt sit hof mange, der var kyndige inden for trolddom. Hans læremester Merlin var efter sigende den mægtigste troldmand der nogensinde har levet og Arthurs fostersøster Morgana var en berygtet troldkvinde i sin egen ret.
Magi er en uforudsigelig kræft, der kan komme til udtryk på mange måder. Nogle steder har en stærkere tilknytning til de gamle guder end andre og det rette håndværk kan give mondæne genstande utrolige egenskaber. Hus Nimue var i mange år kendt for deres magiske klinger, som de ifølge historierne havde lært at lave i Avalon. Fælles for al trolddom er dog, at det altid har en uventet pris, der ikke altid åbenbarer sig med det samme.
Med kristendommens indtog blev magi betragtet med større og større skepsis, men det var først efter at Judasridderen Mordred påkaldte den sorteste magi for at tilegne sig tronen at tilliden til trolddom blev brudt. Som årene gik, begyndte magien at falme, og de kyndige inden for trolddom døde langsomt uden at kunne overbringe deres viden til en ny generation. Den dag i dag er trolddom blot et fjernt minde for de fleste, men i nogle af Albions mørke hjørner hviskes der stadig om glemte magiske hemmeligheder.
